SOLOPIANISTER - ET LÆSERBREV
LÆSERBREV

» LÆSERBREVE

Ophav:  Tom Pedersen
Tidsskrift: Jazz Special
Årgang/Hæfte No.: 2000 - 54
Side: 7 - 9
Sprog: Dansk
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.
Udgiver: Jazz Special
Type: debat

RUNDT OM ET FLYGEL - ELLER BREV FRA ET OLDTIDSFUND

Det har tit undret mig, hvorfor klassiske pianister sagtens kan foretrække Bach og Scarlatti fremfor Bartok og Stockhausen - uden at de af den grund bliver beskyldt for at være gammeldags. Eller hvad med alle de store Chopin-fortolkere som ikke siden deres studietid har beskæftiget sig synderligt med moderne musik. De har fulgt deres hjerte - med tiden fundet deres stil - og leverer et ærligt program til et publikum, der ved, hvad det går efter. Er disse pianister gammeldags? Nej, vel? (Skønt musikken dog er over 150 år gammel. For Bachs vedkommende ca. 300 år). Selvfølgelig er det relevant at sammenligne den klassiske pianist med jazzpianisten. Det hele går i al sin enkelhed ud på at levere varen (!), hvad enten man absorberer musikken via node-reproduktion eller man forholder sig improvisatorisk til stoffet -musikeren fornægter sig ikke! Man kunne eksempelvis forestille sig det tanke-eksperiment at ville omsætte den velspillende pianist Carsten Dahls solo-cd ""The Butterfly Dream"" til noder. Selvom samme Dahl nok ikke ville være manden selv, som ville binde an med opgaven i flg. eget udsagn om sit forhold til noder (Jazz Special marts 2000), ville en nodeteoretisk funderet jazzpianist (måske med rødder i klassikken) kunne transskribere musikken til noder. Og eksempler på transskriptioner inden for jazz er der masser af. Summa summarum: Genrerne hænger sammen Men mit ærinde er først og fremmest at ville sætte fokus på den moderne pianist imod den efterhånden hensygnende stride-pianist. Og hvad gør man, når ens hjerte først for alvor begynder at banke, når en Art Tatum eller en Oscar Peterson - og helst på en solo-indspilning - sætter jorden i brand? (Jo, rigtigt gættet - man dukker sig lidt for ikke at blive kaldt gammeldags). Bevares, der er absolut andre udmærkede mere nutidige pianister, som evner at bevæge mig -både danske og udenlandske. Skulle jeg vove at sætte navne på et par udenlandske stykker, skulle det være den nu afdøde pianist Michel Petrucciani, som dagligt øvede Hanon-etyder. Lytter man til Kenny Drew Jr.s soloer på ""This one's for Bill"", får man nærmest indtryk af en klassisk pianist, som spiller jazz - og lidt ""gumpet"" lyder det da osse, når han en sjælden gang forsøger sig i stridestilen - men en fantastisk cd er det!

Når alt dette er sagt, vender jeg altid tilbage til Art Tatum, som jeg betragter som det største natur-klavertalent, der har levet inden for jazzen. En musiker, som straks kunne omsætte alle sine idéer på klaveret (blot ærgerligt, at han ikke blev ældre ... men det siges, at hans venstre hånd aldrig var blevet så god, havde det ikke været, fordi han hele tiden skulle række ud efter glasset med højre). Hos Tatum er der alt: En suveræn teknik, harmonier, fantasi, og fremfor alt: EN FORFÆRDELIG NØDVENDIGHED OG DITTO SPILLEGLÆDE.

Nå, nu er det jo osse så let at læne sig op ad fortidens koryfæer. Men det er da ærgerligt, at man i dagens Danmark kan møde et ungt menneske, som for længst har overstået MGK-uddannelsen og er i gang med en konservatorieuddannelse på den rytmiske linie og som svar på mit spørgsmål om, hvad vedkommende synes om Art Tatum, svarer (lidt tøvende):

-Art Tatum ... øh, var han ikke ragtime-pianist?

Man kan spørge, om det er rimeligt, at jazzpianister kun undervises i lige netop den genre, som de viser evner for. Og skal der ikke lidt mere kød på den undervisning for at skabt en hel pianist? Det ville svare til, at en klassisk pianist (med særlig interesse for ny musik) kun stiftede bekendtskab med nyere kompositions-musik uden skelen til f. eks. barok -eller romantisk musik i studietiden Det må da gælde om at lære forskellige ""teknikker"" at kende.

Jeg synes ikke en pianist er goc nok, førend han også kan spille et solo-program i ballade - medium - og fast tempo. Taget i betragtning at klaveret er et solo-instrument i sig selv synes jeg stadig, at jazzmarkedet i al almindelighed byder på for få virkelig gode solister.

Hvad er der sket? Stride-stilen og walking-bassen som en vigtig livgivende venstrehåndseffekt er nærmest afskaffet og er i dag rædsomt gammeldags og erstattet af ret enkle fillins. Det er svært at spille stride og gøres ikke rigtig godt uder decim-effekten (oktav + terts). Det er en skrøne, at man kun kan spille stride, hvis man har lange fingre. Decimen kan brydes med stor effekt. I lange passager er den brudte decim fylde nok i sig selv (uden efterslaget) Det er jo almindelig kendt, at jo mere man laver i højre hånd des mindre i venstre og omvendt - lyt til Tatum og Teddy Wilson. Desværre passer stilen ikke rigtig til tidens trend. De gamle kirketonearter, der tidligere var forbeholdt kirken og dens komponister, er blevel støvet grundigt af, og man bevæger sig nu ubesværet rundt i f. eks. mixolydiske og doriske skalaer (ve den som blander dem). I venstre hånd bruges passende kvart- og kvint stablinger, der jo er ""åben"" overfor alt. Resten af det ""pianistiske"" arbejde udføres af orkestret (ja, ja, ja, overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen). Man har nærmest indtryk af, at nutidens pianister konstant har en tromme og en bas rendende i hælene.

Skulle der blandt læserne være nogle, som kunne tænke sig at se jazzhistorien i et større pianistisk lys, kan jeg varmt anbefale den amerikanske pianist og pædagog Bill Dobbins' ""The contemporary Jazz-pianist"",vol. 1,2 og 3.I disse tre første hæfter bygger Bill Dobbins gradvis stoffet op med alskens teoretiske og praktiske øvelser og med kompositioner.

I vol. 4 bearbejder Bill Dobbins akkordskemaet over standarde All of Me på 24 forskellige måder, og som 24 forskellige komponister ville have spillet dem startende med Scott Joplin, sluttende med Richie Beirach. Men - indrømmet - det kræver meget nodekendskab at spille disse satser. F.eks. er Art Tatum-versionen noteret i Ges -dur, og man sidder og roder med alle disse fortegn. Men Tatum selv spillede jo ubesværet i alle tonearter. Erroll Garner-versionen er noteret i H-dur. Gosh! Altså disse absolut-gehør-spillere er bare ikke til at holde ud - jeg skal komme efter dig Sigurd Barrett ... sådan en blærerø.. (læs: geni!). Her er jo virkelig tale om totalformidling fra hjernen og ud i fingerspidserne samtidigt! Langt lettere er Teddy Wilson-versionen i D-dur. Bill Evans og Keith Jarrett-versionerne er til sammenligning nærmest bladspilsversioner. Versionerne er alle indspillet af Bill Dobbins selv. Mesterligt og forbilledligt!

Men tænk den samme idé er næsten brugt før i Danmark, dog ikke i tidshistorisk perspektiv. I 1942 udgav WH et hæfte ""9 pianister spiller ud"" af Vilfred Kjær. Her bearbejdes ni af Kjærs egne populære melodier til transskriptioner over ni af tidens største danske pianisters spillemåde, f. eks. Leo Matthiesen, Kjeld Bonfils (!) og Børge Roger Henrichsen. Her er noget at hente for stride-fans (mon hæftet stadig kan fås?). Vilfred Kjær var uden tvivl en dygtig komponist og pianist. Vil man lære stride-stilen nærmere at kende, anbefales hans ""6 studier i sort og hvidt"". Harmonikken i disse stykker er naturligvis ikke på højde med nutidens udvikling og stilen er gammeldags (her kan ordet med rette anvendes). Tænk på, at det er komponeret i 1936.

Jeg tror på, at stride-stilen (og decimen) vender tilbage. Det er jo da ""legitimt"" og lidt ""moderne"" igen at spille den mere ""enkle"": Rag-time. Her kan alle smile lidt indforstået med: Herregud, hvor er det dog hyggeligt med alle de der rytmespjæt, og Chaplin som løber ud og ind ad døre ... Bach var glemt i hundrede år, men dukkede igen op på scenen - denne gang for at blive.

"".. .musikalsk er jeg ved at bevæge mig ud af ""standardhelvedet"", siger Carsten Dahl et sted (JS marts 2000). ""Men misforstå mig ikke..."". Og uden at ville misforstå ham, forstår man godt, hvor han vil hen. Først standarder - så ""Butterfly"" - så standarder igen...

Jeg siger bare: Slip ikke rødderne helt. Hold stadig fast ved dur-og mol-systemet - men gerne nytænkning med dette ""Schein des Bekannten "".

Ærlig talt, jeg sulter. Hvor er Kjeld Bonfils, som spillede Smoke gets in your Eyes, så englene sang. Hold kæft-den intro...!
Tom Pedersen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.06 | 13:37

Kære Tom
Kan du evt. spille i Kollerup Kirke søndag den 22. juli kl. 10.30?
Venlig hilsen Birgitte Møldrup

...
29.05 | 08:52

Tak, Irene 😊

...
29.05 | 07:19

Smukt 😊

...
27.02 | 14:56

Tusind tak!

...
Du kan lide denne side